Jeg ved ikke hvor mange af Eurogamers læsere, der kender til Computerspilzonen? Det er et organ støttet af Økonomi- og erhvervsministeriet og Vækstforum Hovedstaden, som har til formål at understøtte danske spiludviklere for at opnå vækst. Lyder det langhåret? Bare rolig, det bliver mere spændende lige om lidt.
Som repræsentant for Eurogamer tog jeg forbi deres årsmøde i København, hvor de ville præsentere årets resultater og planerne for fremtiden. Men det viste sig, at det mest interessante faktisk ikke var dansk, men kom fra den anden side af Atlanten – fra Canada.
Som en del af årsmødet i interesseorganisationen Computerspilzonen havde man inviteret Executive Director for International Game Developers Association, canadieren Jason Della Rocca. Hans opgave denne formiddag var at fortælle om, hvad der i hans øjne er de vigtigste aspekter, for at en region skal kunne få en succesfuld spilindustri.
Jasons første pointe var, at spilindustrien ikke er én samlet industri, men mere et økosystem sammensat af en række forskellige typer virksomheder. Der er virksomheder, der producerer Core, casual, social, Indie, MMO, og sociale spil - alle baseret på vidt forskellige produktions- og indtjeningsmodeller. Derfor kan man ikke udelukkende fokusere på en enkelt kategori, når man vi hjælpe spilindustrien.
Jason Della Rocca i passende dramatisk lyssætning under oplægget.
Men hvilke mønstre er det så, Jason mener, at man finder i de sunde spil-økosystemer?
For det første pegede Jason på, hvordan man i de sunde økosystemer ikke går efter at begrænse omkostninger, så snart man har muligheden. I de gode systemer tager man besparelserne og bruger dem så i stedet for til at producere flere nye ting eller undersøge nye muligheder. Hvis man hele tiden skærer ind til benet, går man aldrig nye veje.
Derudover er de regioner, der klarer sig godt, heller ikke bange for at lære af andres succeser og fejltagelser. Enten ved selv at tage ud og se, hvad andre folk laver, eller ved at hive folk ind udefra, som kommer med nye idéer og inspiration. Hvis man først tror, at man har fundet det endegyldige svar på, hvordan man laver spil, så er man garanteret problemer på et eller andet tidspunkt, for markedet og mediet flytter sig hele tiden.
Så er der teori - Sådan her ser en standard adaptionskurve ud for nye teknologier eller features.
Herefter gik Jason over til at kigge på, hvordan de succesfulde markeder forholder sig til adoptionen af nye features. For i Jasons øjne er det netop de nye features og muligheder, der opstår, der er med til at drive spiludviklingen fremad.
Ifølge Jason har det hidtil været hardwaren, der har drevet adoption-rate på nye systemer. Ny glittet grafik, nye tekniske features og ny indmad i konsollerne har været det, der skubbede på i udviklingen. Men nu er der begyndt at komme en række nye situationer, der fremavler nogen andre adoptions-kurver end hardware-kurven.
Problemet opstår, hvis man har optimeret alle systemer efter den eksisterende s-kurve. Så er man ikke i samme grad villig til at omskifte til den ny s-kurve, der er på vej. Man har f.eks. set det i denne konsolgeneration, hvor Microsoft og Sony var så fokuserede på hardware-kurven, at de slet ikke så, hvordan Nintendo allerede havde luret den næste s-kurve og overhalede de to giganter indenom. Og nu halser Sony og Microsoft af sted for også at komme med på vognen med Move og Kinect.
Og det er altså på denne måde at Jason mener, at det er de nye teknologier og features, der driver udviklingen fremad.
Jasons pointe var, at man ALDRIG kan være sikker, for der er altid en ny s-kurve på vej. De regioner, der klarer sig godt, satser mere på de kommende s-kurver, frem for på de eksisterende. Det svære er at identificere hvilke af de ting, der er på vej, der bliver den næste store tendens, men så må man sprede sine investeringer så godt, man kan.
Det kritiske punkt i s-kurven er det første stejle stykke, hvor det kan være svært at overbevise investorer om den fremtidige levedygtighed for en tendens. Her er venture-kapital ofte ikke overbevist om tendensens levedygtighed endnu. Så i gode økosystemer koncentrerer man støtten om netop dette kritiske område.
