Civilization V

Historien gentaget.

"Rumlen i det fjerne. På denne side af bakkerne ligger det storslåede arabiske rige, hvor kamelryttere rejser fra by til by, hvor guldbeklædte kuppeltårne rejser sig mod skyerne. På den anden side af bakkerne ligger det japanske og tyske rige side om side, og ved grænserne støder samuraier sammen med tyske Panzers i store slag om jernmalm, aluminium og territorier."

Historisk korrekt er det ikke, og det har aldrig rigtigt været i Civilization-spillene, der sætter de største civilisationers overhoveder op mod hinanden i turbaseret kamp på diplomati, udvikling og kultur.

Det er nok de færreste, der er i tvivl om hvad det er de får, når de hiver fortsættelsen til forrige Civilization-spil med hjem. Civilization-serien har aldrig rigtigt bevæget sig langt fra udgangspunktet, og hver eneste version har leget med nye version af de gamle klassiske koncepter. Det samme er tilfældet med Civilization V, der står som stolt milepæl næsten 20 år efter det første spils udgivelse.

Grundopskriften er den samme. Vælg en verdensleder, og træk den dertil hørende civilisation op af mudderet, og læg kimet til det mest succesfulde folkefærd nogensinde. Detaljerne er dog nogle andre, og udvikleren Firaxis har arbejdet hårdt på at smøre den ældgamle formel for "bare en tur mere", og gøre den strømlinet og brugbar nok til, at endnu et par år forsvinder bag vores ivrige klikken på "Next Turn"-knappen.

1

Stablerne er døde, længe leve kolonnerne.

En af de absolut største og radikale ændringer i Civilization V er, at du ikke længere kan stable dine enheder i enorme stakke. Det er slut med massive mængder af enheder på samme felt, samt horder af enheder befæstet bag bymurene – i stedet skal der tænkes taktisk, hvad angår placeringer og mængder af kampdygtige tropper. Dynamikken bag denne ændring er storslået, og det giver langt større mening at se horder af enheder komme væltende, frem for et par klumper. Byer er nu i stand til at forsvare sig selv, og kan, med den rigtige enhed, sagtens holde adskillige angribere på afstand, og ligeledes bombardere fjendtlige enheder inden for rækkevidde, inden de når tæt nok på til at være en trussel. Bueskytter og katapulter er også steget enormt i taktisk værdi, for med det nye kampsystem kan de fleste enheder med projektilvåben skyde på enheder, der står et par felter væk.

2

Byernes evne til at forsvare sig selv falder på et tørt sted.

Bystater er en anden af de nye store ting i Civilization V, og de spiller en vigtig rolle i hvordan spillet skrider frem. En bystat fungerer som en light-udgave af de andre civilisationer med den store forskel, at de ikke vil interagere med dig eller bekrige dig på eget initiativ, ligesom de heller ikke deltage i kapløbet om at blive de største. Bystaterne er i større grad brikker placeret over hele verden, der kan spilles strategisk i forbindelse med de mange mål, der er i Civilization V. Gode forhold med en bystat kan indebære en række forskellige fordele, afhængig af typen af bystat. De kulturelle bystater bidrager med kultur, de militaristiske smider avancerede militære enheder i puljen, og de maritime leverer rigelige mængder mad til samtlige byer i din civilisation. For at udnytte bystaterne, skal man enten imponere dem med rigelige mængder guld, leve op til deres krav om at udrydde nærliggende barbarer, beskytte dem mod tyskernes invasion eller bygge store vidundere, der alle styrker indflydelsen hos den pågældende bystat. Indflydelsen siver langsomt bort, efterhånden som tur-tælleren bevæger sig mod skyerne, så disse forhold skal vedligeholdes nøje, for at beholde taget i de overflødighedshorn, som bystaterne udgør.

Kommentarer (3)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!