Eurogamer.dk

Hydrophobia

Hydroforbi.

Vand, og væsker i det hele taget, har tradition for at volde spiludviklere store problemer. Dets dynamiske natur gør det svært at simulere, hvorfor det ofte kommer til at fremstå uvirkeligt. Så meget desto større en udfordring da britiske Dark Energy tilbage i 1998 satte sig for at skabe en spilmotor, der kunne gengive væskers fysik ned til mindste detalje.

Frugten af Dark Energys arbejde står klar godt 12 år senere, anno 2010, hvor deres HydroEngine driver XBLA-titlen med det passende navn Hydrophobia, og lad os da allerede slå fast, at alt sejler.

Hydrophobia udspiller sig i en nær fremtid, hvor størstedelen af Jordens overflade er dækket af vand. En række kæmpemæssige skibe huser store dele af menneskeheden, og ombord på et af disse, The Queen of the World, finder vi således spillets hovedperson, systemingeniøren Kate Wilson. Da skibet angribes af en gruppe fanatiske terrorister, får Kate nok at se til, idet elektroniske systemer og vand som bekendt ikke går hånd i handske.

1

Bølgerne går højt i Hydrophobia. Synd at det sjældent har nogen effekt på gameplayet.

Vi følger Kate på sit godt fire timer lange togt for at stikke en kæp i hjulet på terroristerne, samt undslippe skibet, der hastigt driver mod havets bund. Det er en intetsigende historie, der hverken byder på god fortælleteknik eller et interessant figurgalleri. Spillet slutter så pludseligt, at det virker fuldkommen tilfældigt, og da man samtidig hverken føler med Kate eller hendes ulidelige kompagnon, Scoot, fremstår en ellers stort opsat cliffhanger direkte tam.

Foruden sit døde narrativ byder Hydrophobia på fire timers repetitivt gameplay, der skiftevis går ud på henholdsvis at nedkæmpe fjender, samt hacke døre, it-systemer og andet elektronik. Uheldigvis for Hydrophobia er ingen af delene dog særlig underholdende.

Hydrophobia - ude nu via Xbox Live Arcade

Kampsystemet fremstår meget stift, dels takket været styringen af Kate og fjendernes manglende intelligens. Ofte er der ingen logik i deres bevægemønstre, og at navigere Kate fra dækning til dækning er en frustrerende proces. Hun klistrer sjældent korrekt til objekter, ligesom man skal medregne et halv til et helt sekunds forsinkelse på visse input.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...