Eurogamer.dk

Spider-Man: Shattered Dimensions

Firedimensionelt.

Der er langt mellem snapsene, når det gælder superhelte og elektroniske spil. Selvom Marvel endelig har formået at få succes med de fleste af deres superhelte-film, så mangler de stadig en del arbejde på spilsiden... eller hvad? Med Spider-Man: Shattered Dimension får vi ikke bare én, men hele fire gange Spider-Man at lege med i et netsvingende action-eventyr, der forhåbentlig sætter et foreløbigt niveau for fremtidige spil.

Forfatterne hos Marvel kan ikke beskyldes for ikke at være kreative, og over de sidste årtier har de spyttet historier ud, der ikke helt passer ind i kanon. Hvad gør man så? Man laver selvfølgelig et nyt univers, og det har resulteret i ikke bare et, men flere universer, der kan opsummeres under betegnelsen Marvels Multivers, et sammensurium af forskellige versioner af de samme figurer. Således kunne Marvel fortælle historien Age of Apocalypse, hvori Professor X blev slået ihjel af Legion, og dermed skabte optimale omstændigheder for supermutanten Apocalypse og hans planer om at udrydde menneskeheden... men nu er vi vist ude på et sidespor.

Anywho, de mange versioner af den samme historie kommer til udtryk i Spider-Man: Shattered Dimensions, hvor vi støder på hele fire udgaver af Spider-Man på tværs af universerne. Der er Amazing Spider-Man, den ældste og lettest genkendelige af dem alle, med den klassiske blå-røde dragt. Dertil kommer Spider-Man 2099, en futuristisk udgave af murkravleren, samt Ultimate Spider-Man, et nyere reboot af superhelten, og sidst, men ikke mindst: Spider-Man Noir, en dyster 1930'er udgave. Alle fire udgaver forenes af telepaten Madame Web, efter at skurken Mysterio formår at flække et mægtigt artefakt, hvis dele spredes over flere dimensioner. Ved hjælp af koordination fra Madame Web skal de fire Spider-Men opspore artefaktet, hvis dele selvfølgelig er endt hos en række forskellige superskurke, der snylter på de magiske kræfter.

Spider-Man: Shattered Dimensions er en action platformer, der fokuserer på fart og på at slå på tæven som kun en Marvel-helt kan gøre det. Kort fortalt skal Spider-Man i en af fire afskygninger tæske sig gennem fjender og super-skurke, kun hjulpet på vej af tastekombinationer fra controlleren.

1

Som taget ud af tegneserien.

Firkløveret er ikke helt ens, på trods af at de deler samme plads i de forskellige dimensioner. Spider-Man anno 2099 er i besiddelse af et par højteknologiske finesser, der giver ham fordele i nærkamp – herunder muligheden for at styrke sine reaktioner, og dermed sænke tiden. Ultimate Spider-Man bruger den sorte symbiot-dragt til sit ondskabsfulde potentiale, og har mulighed for at gå bersærkergang i begrænsede perioder. Amazing Spider-Man er... ja, bare ekstra sjov.

Spider-Man Noir er umiddelbart den af de fire, der skiller sig mest ud. I stedet for at gå i kødet på modstanderne, foretrækker han en mere tilbagelænet tilgang, og tager modstanden ud fra kanten af skyggerne. Netop denne del af spillet, virker inspireret af det eminente Batman: Arkham Asylum, og selvom han ikke når samme højder som flagermusemanden, er Spider-Man Noir et tiltrængt afbræk fra de tre andre, mere lige-på-og-hårde edderkopper.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...