LittleBigPlanet har længe været en favorit her i husholdningen. Det er som et lunt tæppe i spilverdenens storm af brunlige farver, hjernemasse på vægge, overkomplicerede storylines og en, til tider, foruroligende mangel på morskab. Af denne grund var der naturligvis årsag til glæde, da efterfølgeren, LittleBigPlanet 2, blev offentliggjort i maj måned tidligere i år.
Når man først lige tænker over det, har LittleBigPlanet vel egentlig slet ikke brug for en efterfølger. Spillet blev leveret med 50 levels, masser af ting at samle derefter og så lige én af de mest komplette level editors, man kan støde på. Det seneste tal, jeg har hørt, er tre millioner brugerskabte levels. Hvis vi antager, at bare én procent af dem er gode, er der stadig replayværdi nok til en levetid.
Til trods for alt dette har Media Molecule arbejdet længe på en værdig efterfølger til LittleBigPlanet. Deres fokus har hele tiden ligget på det brugerskabte indhold, og det har derfor været vigtigt for dem at sikre fuld bagudkompabilitet mellem LittleBigPlanet og LittleBigPlanet2. Det kan jeg også med glæde bekræfte, at der er. Alle ting fra din LittleBigPlanet-profil kan overføres, og LittleBigPlanet2 importerer også løbende nye ting fra LittleBigPlanet, hvis du spiller dem begge sideløbende. Alle de millioner af brugerskabte LittleBigPlanet-levels vil også virke og sågar se lidt pænere ud grundet efterfølgerens nye grafikmotor.

Et af de medfølgende mini-levels, der fremviser noget af den logik og det gameplay, det nu er muligt at lægge i sine levels.
Når man starter LittleBigPlanet 2 op er det første, man bliver spurgt om, hvorvidt man vil importere sine spildata fra LittleBigPlanet. Det ville jeg naturligvis gerne, og jeg blev derefter mødt af den SackBoy, jeg kender, stående dér i sin pimpede crib. Resultatet af mange pinefulde indsamlinger af Stickers og andet. Det hele virker meget velkendt, men det er tydeligt, at grafikmotoren har fået et løft. Jeg synes nu, at LittleBigPlanet var nydeligt, men de har virkelig fået strammet grafikken yderligere op. Lyssætningen, teksturer og den generelle "skarphed" har fået et løft, man ikke kan undgå at lægge mærke til.

Som noget nyt er det muligt at styre kameraet og blandt andet opnå flotte sekvenser som denne scene fra banen 'Lift off'.
I den nuværende beta er der i Story Mode tre "store" levels og to "minigame"-levels at vælge. Jeg mindes, at det er de samme levels, der i sin tid blev vist frem, da spillet blev afdækket. Vi er blevet lovet omkring 30 levels i alt til den endelige udgave, og de bliver uden tvivl spektakulære.
Hvis man går direkte fra at have spillet en lille smule LittleBigPlanet og over til at prøve én af banerne i LittleBigPlanet2-betaen, bliver man simpelthen blæst væk. Tempoet er enormt højt, og alle de nye dingenoter efterlader dig med åben mund og den samme lyst til at lege, man havde, da man allerførst prøvede LittleBigPlanet. Der er desværre ingen Stephen Fry til at fortælle dig om den forunderlige nye verden, du har at udforske, men noget skal man jo også have at glæde sig til i den endelige version. Banerne i betaen er enormt komplekse og føles meget "større" end selv de mest udspekulerede baner i første spil. Der sker hele tiden noget, og det hjælper til at give den fornemmelse af forundring, der åbenbart er en fast feature i LittleBigPlanet-serien.
Det er nogenlunde tydeligt at se, at de inkluderede levels hver fremviser et af de nye store aspekter af LittleBigPlanet2.
LittleBigPlanet 2 - Grappling Hook
Det første level, "The Tower of Whoop", giver dig som noget af det første en "grappling hook", der er meget ala den Batman og klatretyve er glade for. Den kan bruges til at gribe fast i ting, der er lidt for langt væk til at nå og kan svinges i som et tov. Denne er én af en håndfuld nye gadgets, SackBoy kan udstyres med. Åbenbart var Metal Gear Solid paint-gun'en fra LittleBigPlanet lidt for sjov til at de kunne lade være med at lave flere af den slags. Et andet stykke SackBoy-gear, jeg stødte på i level-editoren, erden såkaldte "Creatinator" - en hat, der tillader SackBoy at skyde med en lang række forskellige materialer, lige fra objekter (biler, køer og så videre) til elementer såsom vand og ild.
Herudover fremviser "The Tower of Whoop" godt komplekse og hektiske de nye baner kan forventes at være.

