Epic Mickey

Maleriske Mickey.

”Epic Mickey er et episk spil,” lyder det entusiastisk fra Raul Ramirez fra Junction Point Studios, da vi møder ham i hjertet af København til et eksklusivt smugkig på Disneys længe ventede Wii-titel. Ramirez, der agerer assisterende producer for Warren Spector på projektet, kommer direkte fra Junctions' hovedsæde i Texas, USA, og med sig har han en dugfrisk demo af Epic Mickey. Den får hurtigt kastet kulør på en ellers grå og regnfyldt dag i indre by.

Epic Mickey fortæller om dengang, Mickey Mouse i bedste Alice-stil tog på eventyr bag spejlet. Her finder han en verden af glemte Disney-figurer, der alle misunder Mickeys status som tegneseriegigantens største og mest succesrige ikon. En af disse er kaninen Oswald, Mickeys ældre bror, der mistede selvsamme rolle grundet legale stridigheder tilbage i 1940'erne. Mickey må derfor kæmpe for dels at opnå respekt blandt de afdankede Disney-kreationer, samt søge at stoppe en ond dæmon ved navn The Phantom Blot, der regerer landet bag spejlet i et fast jerngreb.

Vi tager fat akkurat ved Mickeys ankomst til det dystre univers, også kendt som The Wasteland. I åbningsscenen må han flygte fra en gal videnskabsmand, der nyder stor glæde ved at torturere den ellers så kække mus. Allerede her mærker man en noget anderledes stemning, end den vi kender fra de originale Mickey-striber. Farvespektret befinder sig primært i den mørke ende, og det ene grumme gespenst efter det andet gør hurtigt sin entre. Det virker overvældende, men samtidig fascinerende at se Mickey, og Disney-universet, fra en helt anden og langt mere dyster side. Det til trods, understreger Ramirez, at spillet henvender sig alle i familien, store som små, selvom sidstnævnte gør klogt i have far eller mor ved deres side.

1

Kaninen Oswald ser sig selv som den retmæssige konge af The Wasteland og har ikke meget til overs for Mickeys succes.

Straks som Mickey har vristet sig fri af videnskabsmandens dommedagsinstrument, får spilleren lov til at styre slagets gang. Mickey bevæger sig meget lig Super Mario; han hopper frejdigt fra platform til platform og slår fjender i gulvet via velplacerede slag. Her stopper sammenligningen med Nintendos karismatiske blikkenslager da også, idet Mickey er udstyret med en pensel samt tilhørende maling og fortynder. Disse redskaber bruger til at manipulere verden omkring sig, det være platforme såvel som venner og fjender.

Ramirez demonstrerer, hvordan denne mekanisme danner fundament omkring spillets gameplay. Mickey befinder sig snart i en korridor, som tilsyneladende er blevet blokeret af et stenbrud. En sjat fortynder under gulvet forneden, og stenene rasler i et bundløst hul. Et penselstrøg og hullet erstattes med solidt gulv, som Mickey kan benytte til at passere videre gennem korridoren. De to værktøjer, maling og fortynder, bruges kreativt i spillets mange baner. Tandhjul skal males ind i komplekse maskinerier, således de igen fungerer, og vægge fjernes med fortynder, hvorved skatte og andre hemmelige genstande kommer til syne.

2

Mickeys malerpensel gør ham til herre over liv og død. Hvad skal males, hvad skal fortyndes?

Junction Point lægger stor vægt på, at spilleren selv kan manipulere universet, som han eller hun ser passende. Desværre lader det sig kun gøre på præ-definerede områder, tydeligt markeret enten ved at fremstå skarpere i kontrast eller som grå skygger, der venter på at blive malet til live. Dermed dræbes kreativiteten en smule, da det hele virker, og er, planlagt på forhånd. De i demoen præsenterede sekvenser var så forskellige, at denne forudsigelighed aldrig fremstod triviel, men det skal blive spændende at se, om hele spillet står last og brast med samme mekanisme uden at genbruge i overdrevne mængder.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!