Halo: Reach Anmeldelse

Jeg er taget ud til Microsofts danske kontorer, for at spille Halo: Reach - spille det igennem. Jeg når cirka 90 procent og må derfor starte forfra på færdigversionen hjemmefra denne sidste weekend før udgivelsen. Jeg klarer den igen plus de sidste ti. Det var dét værd.

Bungies sidste spil eksklusivt til Xbox 360 er for nylig blevet lækket til diverse pirathjemmesider, så Microsoft og Bungie er ekstremt forsigtige, og det er derfor udelukket andre end pressen at få en kopi af spillet før udgivelsesdatoen.

Jeg undrer mig dog lidt over balladen, det kan trods alt ikke være ret mange mennesker på verdensplan, der reelt kan komme til at spille en sådan piratkopi online, og dermed er salget af spillet næppe truet i nogen synderlig grad. Omvendt er det selvfølgelig principielt et kæmpe problem, og der skal jo heller ikke mange pirater til, for at afsløre spillets historie på forhånd, og dén kan jeg efterfølgende godt forstå skal være hemmelig.

Halo 3 satte efter sigende ny rekord og lavede, i de første 24 timer efter lanceringen, den største omsætning for et underholdningsprodukt nogensinde. Den slags sætter naturligvis forventningerne i vejret til en efterfølger. En efterfølger, der som sagt samtidig er Bungies sidste Halo-spil.

Og så er Halo: Reach faktisk ikke en efterfølger, men en forløber i forhold til den historie, vi kender. Planeten Reach var en af hjørnestenene i menneskehedens kolonisering af rummet, indtil den blev angrebet af The Covenant. Historien i det første Halo foregår lige efter angrebet, og Halo: Reach beskæftiger sig med nogle af de begivenheder, der leder op til angrebet.

Man tager rollen som Noble 6, det nyeste og sjette medlem af Spartan-teamet Noble. Der er lagt vægt på, at man som spiller føler, at man er Noble 6. Han har ikke noget navn, en af de allerførste scener er en sekvens hvor man, set fra hovedpersonens synsvinkel, tager sin hjelm på, og det allerførste man egentlig gør, inden selve spillet starter, er at vælge hvordan den hjelm, og resten af Noble 6s uniform skal se ud. Og ja, det slår igennem i filmsekvenserne i resten af spillet. Og i øvrigt er den version af Noble 6 man laver, også den figur man spiller med i multiplayer. I det hele taget er singleplayer og multiplayer nu strømlinet i sådan en grad, at menuerne og navigationen er så godt som ens.

Hvordan har du tænkt dig at se ud?

De tre første Halo spil havde en noget indviklet og fortænkt historie, som det ikke altid var lige let at følge, blandt andet også fordi mange af de, for forståelsen, vigtige detaljer, blev givet uden for filmsekvenserne. Med Reach har Bungie kunnet fortælle en helt ny og selvstændig historie, og det er tydeligt, at ambitionerne har været tårnhøje. Fra starten har filmsekvenserne et fokus og en kvalitet, der effektivt giver historien tyngde og gør den vedkommende. Kald mig et sentimentalt bløddyr, men jeg synes, den sørgmodige stemning passer ret godt til et spil, der grundlæggende handler om Dommedag - også fordi spillet er en slags svanesang for Bungie og Halo universet.