Sam & Max: The Devil's Playhouse - Episode 5 Anmeldelse

Da jeg i april måned anmeldte den første episode af Sam & Max: The Devil's Playhouse, var det med meget høje forventninger til de øvrige kapitler. Telltale Games lagde hårdt ud i deres tredje udgave af det sindssyge, irregulære detektivdrama, men på baggrund af introduktionsepisoden var det næsten umuligt at gætte sig til, hvordan serien ville skride frem. Det nok mest vellykkede aspekt gennem hele sæsonen har været et konsekvent forsøg på at adskille hver enkelt episode fra mængden; at benytte unikke visuelle temaer, idéer og systemer, og at kæde de forskellige tangenter sammen på en meningsfuld måde.

"The City That Dares Not Sleep" markerer konklusionen af den tredje sæson og det betyder, at alle de forskellige tråde og figurer, der er blevet introduceret og behandlet gennem de sidste fem måneder, kommer til at bære frugt i en bizar og anarkistisk afslutning. Efter Max blev transformeret om til en gigantisk, udenjordisk, interdimensional halvgud i slutningen af "Beyond The Alley of Dolls", tager Sam kampen i egen hånd. Han beslutter at den bedste løsning er at rejse ind i Max' massive krop og amputere ondskaben selv.

Det mest åbenlyse problem i The Devil's Playhouse har været en kontrast mellem de evigt varierende stilistiske aspekter og den generelle mangel på at videreudvikle de gameplay-ambitioner, der blev fremlagt i den allerførste episode. "The Penal Zone" implementerede et mere åbent sæt systemer, der belønnede eksperimenter og kreativ tænkning, blandt andet ved brug af Max' mangfoldige psykiske evner. Strukturen var stort set den samme som normalt, men de midler man fik stillet til rådighed gav illusionen om, at man havde mere kontrol som spiller - i stedet for at sidde fast, når man ikke lige vidste hvad spillet ville have én til at gøre.

Sam & Max har faktisk været ude for værre. Det omhandler i det mindste ikke himmel og helvede denne gang.

De efterfølgende episoder kapitaliserede ikke helt på dette koncept, hvilket somme tider resulterede i en lidt for overfladisk retorik, der ikke rigtig pressede de samme grænser, som de ellers meget kreative æstetiske og narrative aspekter gjorde. En af fordelene ved et månedligt skema er at kunne afprøve nye idéer og se, om de kan videreudvikles, men bagdelen er jo så, at det er for lidt tid til at kunne ændre selve fundamentet.

Og det er skam heller ikke gjort i "The City That Dares Not Sleep". Faktisk er dette den eneste episode i hele sæsonen hvor man, af gode grunde, ikke har adgang til Max overhovedet. Strukturen føles derfor meget traditionel, faktisk mere end nogen anden episode i The Devil's Playhouse. Men det gør faktisk ikke noget i dette tilfælde, da det fører til et mere flydende tempo - noget der er vigtigt i enhver konklusion.

For The City That Dares Not Sleep er skam en brillant finale til en ellers fremragende sæson. Jeg nævnte i min anmeldelse af den første episode, at Sam & Max-serien aldrig har været besat af kontinuitet og plot, men The Devil's Playhouse præsenterer om noget det mest interessante narrativ i serien indtil videre. Historien i den sidste episode gennemgår reelt gribende drejninger undervejs, og alle sæsonens begivenheder har i tandem dannet optakt til et eksplosivt klimaks, der er både dramatisk og følelsesladet.

Sådan ser der ud inde i Max. Man finder endelig ud af, hvor han egentlig opbevarer sine ting.

The Devil's Playhouse har som helhed markeret en ny retning for Telltale Games; et skridt væk fra den mere traditionelle adventureformular, og ind i en mere udefinerbar og progressiv retning. Hverken temaerne, den visuelle stil eller den overordnede struktur er forblevet statisk mellem episoder, hvilket har resulteret i en usædvanligt raffineret sæson, der virkelig har gjort fornuftigt brug af det episodiske format. Det er let at glemme, at adventurespil ikke altid har været arkaiske, uigennemskuelige sataner; der var et tidspunkt, hvor genren producerede noget af det mest fremadtænkende i hele industrien - i hvert fald når man tænker på interaktiv historiefortælling.

Og er der én ting, denne sæson af Sam & Max ikke har været, er det arkaisk. Jo, der har været elementer af det konservative og traditionelle, men et konstant fokus på forandring og variation har forhindret sæsonen i at gå i den fælde, som mange moderne adventurespil falder i, inklusive flere af Telltale's ældre udgivelser: Forudsigelighed. Selv om genren er drevet af de samme koncepter, behøver alle adventurespil ikke at ligne hinanden eller fungere på samme måde. Og på trods af, at den generelle kvalitet har fluktueret mellem episoder, er The Devil's Playhouse alligevel et vigtigt projekt, der understreger at kreativitet og vision sagtens kan bekæmpe den følelse af ambivalens og træthed, der ofte er blevet associeret med genren.

Det bliver interessant at se, hvordan Telltale har tænkt sig at videreudvikle formularen, når de senere på året begriber sig med Back to the Future og Jurassic Park-licenserne. Dog er jeg mere spændt på at se, hvad de endelig kan præstere, når de ikke er tynget ned af et episodisk skema. Jeg tror, det er på tide.