Gary Oldman og Ed Harris i Black Ops

Mere Hollywood end Hollywood.

Activision og Treyarch har indhentet yderligere to Hollywood-stjerner til stemmelægningen i Call of Duty: Black Ops.

Gary Oldman (Batman: Dark Knight, Dracula, The Book of Eli) spillede med i Treyarchs sidste Call of Duty-titel 'World at War, og vil i Black Ops genoptage sin rolle som Viktor Reznov. Ed Harris (The Abyss, Apollo 13, A History of Violence) har ikke tidligere lagt stemme til spilverdenen, og får gennem Black Ops sin debut som en af spillets hovedpersoner, CIA-agenten Jason Hudson.

Derudover er endnu en Hollywood-kendis blevet hentet ind, denne gang manuskriptforfatteren David S. Goyer, som har stået bag plot og historie i film som Blade, Batman Begins og den kommende Supermand-film. Goyer skal assistere Treyarch på netop historiens forløb samt manuskriptet i det store hele.

Call of Duty: Black Ops udkommer den 9. november.

Se film, billeder, flere relaterede nyheder samt vores preview via infoboksen herunder.

Kommentarer (0)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Ingen kommentarer fundet, sorry du gamle.