Lara Croft and The Guardian of Light

Sammenspil.

Et nyt kapitel i den originale Tomb Raider, Lara Croft's, mangfoldige historie har ramt pc og konsol via digital distribution. Denne gang har Eidos slået pjalterne sammen med Square-Enix for at give os et nyt eventyr uden Tomb Raider-kasketten på i Lara Croft and The Guardian of Light (herefter GoL).

Og nyt er spillet da også på flere måder end én: Væk er den rummelige 3D-oplevelse og endeløse søgning efter endnu en forhindring at forcere. GoL er kort sagt Diablo møder Alien Breed – der er action og lige dele småpuzzles at kæmpe sig igennem - og det hele kan endda gøres i selskab med en ven! Ja, GoL har nemlig en formidabel co-op mulighed, så spænd bryster og lændeklæde og tag på eventyr på samme skærm.

Lidt forhistorie. Lara er blevet frarøvet det aztekiske artefakt 'Mirror of Smoke' og står nu forrådt tilbage med sin guide Totec, der er hendes guardian of light. For at redde verden fra det (selvfølgelig) forestående ragnarok, skal Lara kæmpe sig vej gennem ruiner og sumplandskaber for at generobre artefaktet og redde dagen. Historien i spillet er ikke det vigtige, eller interessante. Der er derimod fuld fokus på gameplayet, bestående af lige dele skyde-masser-af-fjender og løsning af diverse puzzles for at komme videre frem.

1

Lara Croft med hendes to evigt dejlige følgesvende – nå ja, ham til højre er Totec.

GoL er godt skruet sammen, idet man kan bevæge sig én retning og skyde i den anden, uafhængigt, som vi kender det fra Alien Breed. Metoden sikrer at nedskydning af fjender aldrig bliver trivielt eller langtrukkent, og flere kraftfuldere våben er da også Lara og Totec tilgængelige, alt som rejsen ud i det uvisse bliver gransket yderligere. I den fastlåste, isometriske kameravinkel fungerer alt dette perfekt og spillet sørger samtidig for ikke at sætte fjender ind fra blinde vinkler.

Forhindringerne, der uundgåeligt vil forsøge at stoppe den kære Laras videre færden, er balancerer fint imellem sværhedsgraderne nem til lidt sværere. Du kommer nok ikke til at sidde fast i flere timer i GoL – udvikleren er tilsyneladende godt klar over, at der hviler et ansvar over et spil frigivet som arkadetitel online. Undervejs støder Lara på Challenge Rooms, der indeholder ekstra våben, nye artefakter eller energi boosts. At finde disse rum er dog spilleren valgfrit, hvorfor man sagtens kan suse direkte rundt og lede efter The Mirror of Light. Undervejs findes der også glemte hemmeligheder og genstande i omgivelserne. Genstandene besidder kræfter som Lara kan opnå eksempelvis mere energi eller våbenkraft af.

Muska spiller Guardian of Light.

Action-elementet i GoL bliver yderlige forstærket af muligheden for at spille hele historien i Co-op Mode. Således kan en ven sætte sig ved siden af, og indtage rollen som Totec, og herigennem direkte hjælpe og kæmpe side om side med Lara undervejs. I co-op bliver visse puzzles lidt sjovere – sæt din ven til at stormkaste spyd i væggen, du så kan hoppe på for at nå før uopnåelige højder, og holde liner så du kan balancere over afgrunden. Alt gjort nemt, hurtigt og yderst effektivt. Desværre findes co-op kun lokalt på samme maskine og er ikke tilgængeligt online.

2

Kamervinklen er velvalgt og holder altid spilleren til ilden. Man genkender de stemningsgivende omgivelser, som afbildet i film og spil hundrede gange før.

Grafik og lyd fungerer perfekt i Lara Croft and The Guardian of Light, der er ikke ét sekunds stilhed, altid en lyd i det fjerne og musik på, mens fjender slagtes. Små temaer og genkendelige lyde er taget fra tidligere tiders Tomb Raider-spil, som fans sikkert vil få en del glæde af at nørde over. Grafisk præsenterer spillets stil sig pænt og stemningsgivende, som enhver drengerøv med en kærlighed til Indiana Jones vil kunne holde af. Med en styring der er logisk og skarp, glemmer man lidt hvordan Tomb Raider egentligt plejede at se ud, mens man rejser gennem denne fremragende arkade titel.

Guardian of Light er godt, rigtigt godt og underholdende endda – det er bare ikke Tomb Raider, nok nærmere bare Square Enix. Her er ingen mansion i starten, ingen stille listen omkring i huler, ingen oplevelser i 3D eller benhårdt gameplay. Jeg blev op gennem GoL hverken forundret, bange eller overrasket – som da jeg pludselig i Tomb Raider 3 befandt mig i Area 51 eller mit møde med glemte græske sagnomspundne figurer som Midas i PSP-udgaven. Men jeg har været i velkendt selskab og er blevet vel underholdt – hverken mere eller mindre. Og det er godt gået af en prisbillig arcade-titel.

6 / 10

Læs om vores karaktersystem Lara Croft and The Guardian of Light Søren Muska Stærk Sammenspil. 2010-09-06T14:11:00+02:00 6 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!