Kane & Lynch 2: Dog Days

YouTube, nudler og nakkehår.

Det er muligt at IO Interactives første frembringelse, Hitman, er faderfiguren i professionel dansk spiludvikling. Men hvis Hitman er faderen, så må Kane & Lynch være de to sjofle onkler, der altid fortæller platte, perverse vittigheder, drikker sig fulde og prøver at danse med de unge piger til familliefesten.

Det første Kane & Lynch-spil, Dead Men, huskes primært på grund af den berømte/berygtede Gerstmangate (som jeg ikke orker at komme ind på her). Men det er nok tvivlsomt om det er den måde, IO selv helst vil have deres nye familiemedlemmer husket på. Men nu har IO altså sendt de to kriminal-psykopater en tur til Shanghai, måske i håbet om at blive bedømt på selve spillets kvaliteter, frem for hvordan deres moderselskab måske eller måske ikke driver deres reklamekampagner.

De to aldrende kriminelle mødes denne gang modvilligt i Shanghai for at udføre et sidste kup sammen. Jobbet skal sikre at Kane kan trække sig tilbage og tage sig af sin datter, men det hele går selvfølgelig grueligt galt, og ender med talløse skuddueller mod håbløse odds, både med og uden tøj på, i Shanghais neonglinsende gader. Et klassisk job-gone-horribly-wrong, som de to herrer jo excellerer i.

1

YouTube-look og hysteriske neonfarver. Velkommen til Shanghai!

Grafisk ligner spillet ikke noget, man har set før. Kraftige lyskilder trækker spor hen over hele skærmen, krasse lyserøde neonskilte overdøver de nærliggende farver, og sære kompressions-artefakter, som men ellers kun kender dem fra YouTube-videoer af laveste kvalitet, popper frem på skærmen i tide og udtide. Især i de første baner i spillet er effekten ganske overvældende, og det gør i hvert fald ikke Shanghai mindre eksotisk at bevæge sig rundt i.

Tager man det ret tjekkede grafiske video-look væk, gemmer der sig dog også et par detaljer der ikke helt fungerer, rent grafisk. Eksempelvis er det ærgerligt at Lynchs ellers så flotte 'skullet'-frisure på nært hold mest af alt ligner 5 stive karklude, der gnider sig op ad hinanden. Når nu man kigger manden i nakker op gennem 90 procent af spillet, kunne jeg godt have tænkt mig at den blafrede lidt mere i den lumre shanghaiske vind.

Ingame-præsentation af makkerparret Kane & Lynch. De er syge.

Det grafisk udtryk passer ellers godt sammen med Shanghais lidt skramlede locations. Det beskidte look som den lo-fi filtrerede grafik fremtryller, går godt i samspil med de snuskede baggårde, snavsede gadekøkkener og fugtige sweatshops som man spillet igennem nænsomt omdekorerer med automatrifler og eksploderende gasflasker. I det hele taget giver de første baner et ret fedt indtryk af Shanghai, og jeg greb mig selv i at vandre omkring og udforske rummene, uden anden anledning, end at jeg bare gerne ville have det hele med.

Desværre tynder det fantasimæssigt gevaldigt ud i den anden halvdel af spillet. Her er miljøerne, der danne rammer om begivenhederne, set en million gange før i både actionfilm og shooterspil. Byggeplads – check, forladt varehus – check, forladt banegård – check, ond superskurks penthouse – check. Især er det lidt skuffende, at der er så mange ting, der tydeligvis er placeret udelukkende for at fungere som dækning. Det ødelægger lidt illusionen om et realistisk univers, når man for tiende gang støder på den samme palle stående helt umotiveret midt i et rum.

2

Jeg havde nok forventet en lidt mere bølgende, tynd skullet-frisure. Den er faktisk lidt skuffende.

Historien har faktisk et par gode tilløb i løbet af kampagnen. Det er som om den et par gange er lige ved at tippe over, så man for alvor begynder at interessere sig for persongalleriet og deres videre skæbne. Men det bliver desværre ved lige ved og næsten. Det er ærgerligt at så meget af den korte kampagne bruges på at fortælle om forberedelserne til det store kup, der er dømt til at gå galt, når det mest interessante er forholdet mellem Kane og Lynch. Det er nemlig i de sekvenser, historien og karaktererne rigtig fungerer. Men efter en opblomstring omtrent midt i spillet, går det lidt i sig selv igen. Og det er ekstra ærgerligt, fordi man netop når at få en fornemmelse af, at det kunne have været blevet noget mere.

Selve single-player kampagnen er også overstået relativt hurtigt. Jeg var omtrent seks timer om det, uden hverken at skynde mig eller være specielt fodslæbende. Det er ikke specielt lang tid – især fordi det ikke af den grund føles som om man har proppet kampagnen til randen med vilde optrin. Mere end én gang bliver man bare sat af af i den ene ende af et stort område, med en passede mængde cover, og så bliver der ellers bare læsset fjender ind ad libitum i den anden ende, som man så skal plaffe ned en for en, for at kunne fortsætte.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!