Eurogamer.dk

Dragon Quest IX: Sentinels of the Starry Skies • Side 2

Nu med 90 procent flere engle.

En af spillets andre nyskabelser tog mig også på sengen – nu skal man ikke bare lave sin egen figur, men faktisk hele det team på op til fire medlemmer, der skal bruges til at udforske himmel og jord. Der er bare lige den finte, at man kun kan lave sine andre holdkammerater på en bestemt kro, som også fungerer som spillets onlineportal. Jeg troede, at funktionen betød, at man skulle invitere andre spillere ind via netværk, men der bruges samme terminologi til at ”invitere” offlinefigurer. Resultatet var, at jeg forlod kroen alene, og måtte kæmpe mig gennem fire dungeons i jagten på et større hold, før jeg forstod, at jeg bare kunne have lavet flere holdkammerater selv for flere timer siden. Køber du spillet, så sørg for at undgå at være lige så blind som jeg – så får du en noget nemmere oplevelse med spillet.

At kunne skabe sine figurer selv er både positivt og negativt. Du kan vælge mellem seks klasser og spendere skill points, som optjenes undervejs, til at udvikle din gruppe i præcis den retning, du ønsker. Samtidig styrer du også figurernes udseende, og det giver en følelse af frihed. Omvendt er det kun din primære figur, der har en egentlig personlighed, de tre andre render bare rundt i hælene på dig. Ingen på dit hold siger noget (en tradition, der efter sigende skulle gøre det nemmere at identificere sig med personerne, men efter min mening har den omvendte effekt), og dit hold er derfor temmelig kedeligt. Man savner hovedpersoner som købmanden Torneko Taloon fra Dragon Quest IV. Til gengæld møder man som altid sjove personer og monstre undervejs, og oversættelsen er mildest talt sublim. Der gøres brug af en lang række accenter på skrift, og det giver en fantastisk kulør til det hele.

4

At slippe for tilfældige kampe føles lidt som at få installeret en opvaskemaskine til det kedelige arbejde.

Selve verdenen er også noget for sig. Dragon Quest har altid haft kristne overtoner, men i ægte japansk ånd blandes det sammen med en masse andre kulturer på temmelig vanvittige måder. Du er godt nok en engel, men det mest religiøse sted i himmelen er åbenbart træet Yggdrasil fra den nordiske tro. Alle englene er desuden nogle arrogante stoddere, der ikke har meget til overs for de usle dødelige, de beskytter. Har man læst Milton, så er det ikke den store åbenbaring, men de afviger bestemt fra den moderne, populariserede version af evigt søde engle. Andre steder i spillet lever alle mulige trosretninger side om side i en stor, glad pærevælling, og det er ganske forfriskende. Den politiske ukorrekthed er gemt bag et nuttet, Miyazaki-lignende ydre, og det er lidt af en mere eller mindre ubemærket genistreg.

Multiplayerdelen er det helt nye og store tiltag i dette kapitel af serien, men det kan vi desværre ikke bruge til særlig meget her. Tag Mode gør det muligt at sætte sin DS til at søge passivt efter andre spillere, som så dukker op i et stort, virtuelt rum i den førnævnte kro. Her kan man så i teorien udveksle forskellige ting og oplysninger, men det er endnu ikke lykkedes mig at finde noget som helst, da jeg tilsyneladende aldrig kommer i nærheden af andre DQ-fans. Det samme gælder for muligheden for co-op – jeg kender ganske enkelt ingen, der både har spillet og en DS. Ideen er altså god i Japan og sikkert også i USA, men her er den desværre temmelig meningsløs. Og vores redaktør ville ikke engang sponsorere en uge i Tokyo, så jeg kunne teste det. Det er hårdt at være anmelder.

3

Husk at lægge mærke til denne kro, så du ikke dummer dig lige så meget som undertegnede!

Grafisk set er Dragon Quest IX noget af det flotteste, en DS kan præstere, men der er desværre en del dyk i frameraten i større byer, hvilket skæmmer oplevelsen lidt. Det er også svært at undgå at tænke på, hvordan et DQ-spil ville tage sig ud på 3DS, men det er jo ikke helt fair. Lydmæssigt er alt ved det gamle, bogstavelig talt. Mange af lydeffekterne er nærmest uændrede siden det allerførste spil, og her måtte der gerne komme lidt fornyelse. Serien har heller aldrig været berømt for fantastisk musik, og det har heller ikke ændret sig.

Dragon Quest IX: Sentinels of the Starry Skies er på næsten alle måder en værdig fortsættelse af serien, og selv om det er på en lille konsol er det ikke noget lille spil – der skal mange timer til for at komme hele vejen igennem. Desværre er multiplayerdelen ikke særlig brugbar på vore breddegrader, hvis man ikke har ligesindede venner ved hånden.

Historien havde også svært ved at fange mig rigtigt, på trods af mange underholdende sekvenser undervejs. Nye spillere vil formentlig sluge det hele råt, da serien altid er charmerende, men veteraner kunne godt bruge lidt mere opfindsomhed end de helst klassiske RPG-temaer. Måske bliver det tiende spil den åbenbaring, som dette kapitel er meget tæt på at opløfte sig til.

8 / 10

Dragon Quest IX: Sentinels of the Starry Skies Jonatan A. Allin Nu med 90 procent flere engle. 2010-08-21T03:18:00+02:00 8 10

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...