Eurogamer.dk

Dragon Quest IX: Sentinels of the Starry Skies

Nu med 90 procent flere engle.

Den klassiske japanske RPG-genre har stået stille meget længe, bortset fra nogle meget outrerede forsøg på nyskabelse, som aldrig rigtig er slået igennem. Senest så vi selveste Final Fantasy træde lidt ved siden af efter manges mening, og det har generelt ikke gået alt for godt for Square Enix’ RPG-afdeling, som ellers plejede at hive millionerne hjem uden problemer. Derfor kunne det undre, at de valgte af udvikle det allernyeste spil i Dragon Quest-serien til Nintendo DS – eller hvad? Selv om Nintendos lille vidunder ikke ligefrem skriger next-gen, så er den vanvittigt udbredt, og udviklingsomkostningerne må have været betragteligt lavere. Økonomisk set kan dette spil altså være en fornuftig satsning, men kan den notorisk konservative serie stadig holde vand, især uden for Japan? Vi har klistret et par englevinger på ryggen for at udforske himmel og jord i Dragon Quest IX: Sentinels of the Starry Skies.

Yuji Horii og hans team hos Level-5 forstår at skabe en stemning. Da dette er det niende spil i Dragon Quest-serien (hertil kommer adskillige spinoffs), så er stilen efterhånden lagt meget fast. Og der er altid en barnlig glæde ved at fyre op for spillet og støde på alle de klassiske fjender, man efterhånden kender så godt. Der er de evigt smilende Slimes, de flagermusagtige Drackys, de hidsige Mischievous Moles og så videre. Altid foregår i en nuttet fantasy-verden med pseudo-kristne overtoner, og historien er holdt på det lette, humoristiske plan. Dragon Quest-spillene er Final Fantasys simplere, men også hyggeligere fætter, og det niende kapitel i serien er ingen undtagelse.

1

Dragon Quest IX er det mest brugervenlige spil i serien, takket være DS’ens to skærme.

Denne gang spiller du en engel, der er faldet ned fra himlen og er blevet et menneske. Din opgave er nu at redde menneskeheden og opsamle såkaldt ”benevolessence”, lad os oversætte det til ”godhedsessens”, så du kan genvinde dine englekræfter og konfrontere dem, der er ansvarlige for at sende dig ned på jorden. Dette skal helst gøres uden at brække sig i lårtykke stråler over den tossegode kristne pussenussethed, men der er mere under overfladen end man skulle tro, og heldigvis er der jo som altid også en masse klassisk udforskning og kamp. For kæmpes, det skal der, og selv om du er en engel, så er det åbenbart ikke noget problem at slå titusindvis af skabninger ihjel med våben og magi i løbet af spillet. Det kan man vist kalde skæbnens ironi.

Du starter spillet med at skabe din egen figur fra bunden, som noget helt nyt i serien. Det betyder, at du er herre over alt fra udseende til evner, og denne trend fortsætter gennem hele spillet med resten af de medlemmer, du rekrutterer til holdet. Alle våben og rustninger vises også i realtime på din figur, hvilket er en rigtig god ting (som stort set alle vestlige rollespil dog har anvendt siden tidernes morgen).

Overraskende nok er Horii også gået væk fra de tilfældige kampe, som ellers har været en hårdnakket feature i de tidligere spil. Nu kan man se fjenderne på kortet, før man angriber dem, og det er en meget velkommen tilføjelse. Kampe foregår turbaseret som altid, men ser nu mere dynamiske ud, da figurerne hele tiden løber rundt og skifter positioner. Så vidt jeg kan se er dette dog kun en gimmick, der ikke har nogen strategisk betydning for kampene, der stadig er lige lovlig simple i forhold til andre RPG’er i samme genre.

2

Kontrolfreaks kan definere meget mere i dette spil end i de tidligere kapitler.

Dragon Quest IX er ofte en benhård affære, på trods af sit naive udseende. De fleste fjender kan overvindes relativt hurtigt, men spillets bosser vil tæve dig til bankekød, hvis du ikke er velforberedt. Det er bagsiden af medaljen ved, at man nu kan se monstrene. Jeg havde personligt en tendens til at undgå kampe hist og her for at komme hurtigere frem, men så er man ofte ikke stærk nok til at tage kampen op mod de væmmeligste bæster, når det kommer til stykket, især ikke i starten af spillet, hvor man render rundt alene.

Døden betyder ikke andet, end at man bliver sendt tilbage til den sidste kirke, hvor man har gemt spillet (også en gammel tradition i serien), men dette kan ofte være enormt frustrerende, da man så skal traske hele vejen tilbage til den pågældende boss, grinde en level eller to op, og derefter forsøge igen. Det er der ærlig talt ikke meget strategi i.

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...