Det højloftede udvalgslokale på Københavns rådhus er svedende varmt denne mandag eftermiddag. Stolene omkring det tunge bord der løber ned gennem rummet er fyldt med et bredt udvalg af folk fra de kreative industrier i Danmark. Spil, film og TV-folk, der venligt hilser på hinanden, og prøver at holde den værste lumre hede på afstand med en danskvand eller en cola.
Men vi er her ikke for sjovs skyld. Vi er her fordi vi venter på at gæsten, som arrangøren Creative Industries har inviteret, den nydeligt klædte Karen Thorne-Stone, skal åbne munden og afsløre alle sine hemmeligheder. Hemmelighederne om, hvordan i alverden det er lykkedes at gøre Canada til et så centralt marked for kreative industrier, og ikke mindst spiludvikling, i et land hvor der kun bor 34 mio. mennesker - mindre end eksempelvis Spanien eller Polen.
Som repræsentant for OMDC, en statslig organisation til støtte af de kreative industrier, er Karen selv en del af de offentlige organisationer, der står bag en del af Canadas store succes.
”Culture is business”
Og hvis man skal opsummere det kanske kort, kan hendes budskab siges med ganske få ord ”Culture is business” - Kultur er forretning. Hvis man for alvor skal have gang i den kreative industri, så skal man betragte den som netop det. En kommerciel industri.
Karen ThorneStone fra canadiske OMDC besøgte Hovedstaden med historier om guld og grønne skove på den anden side af atlanten - nord for USA.
Den interaktive underholdning i Canada genererer en omsætning på 8 mia. kr. og har 16.000 ansatte i sektoren. Så man kan vist roligt sige, at det er en industri med succes. Danmarks spilindustri har en årlig omsætning på 380 mio. Havde vi samme omsætning i branchen pr. indbygger som i Canada, ville omsætningen være mere end tre gange så stor!
Karen Thorne-Stone forklarer at i modsætning til Danmark ydes en stor del af støtten til den Canadiske spilbranche som skattelettelser. De bliver uddelt ud fra en række formelle krav, så der er ikke nogen kunstnerisk vurdering af produkterne. Det betyder at firmaerne til gengæld kan være rimeligt sikre på at få pengene, hvis bare de opfylder kravene. Det gør det meget lettere at planlægge, frem for at være afhængig af en meget mere subjektiv kvalitativ vurdering. At meget af støtten ydes uden nogen vurdering af de kunstneriske indhold, er helt bevidst. "The cultural component is secondary to the market measures", siger Thorne-Stone, og understreger dermed endnu engang at investeringerne i den kreative branche ikke er spørgsmål om at subsidiere sårbare kunstneriske produkter. "These are investements - not subsidaries". Målet er at skabe en kreativ branche der skaber masser af omsætning og jobs, i højere grad en unikke kunstneriske produkter.
I Danmark trak den kommercielle iværksætterfond sig for nogle år siden ud af spilstøtten. Siden da har spilfirmaerne støttemuligheder næsten udelukkende været film- og kunstorienterede fonde, der netop har en individuel kvalitativ vurdering, og som er fuldstændig uforudsigelige. Helt i modsætning til den canadiske model.
Retten til at fejle
En anden vigtig faktor i den canadiske model er, at det skal være i orden at fejle. "We try to not be afraid of failure, even if it is hard in a government environment", som Thorne-Stone beskriver det. På den baggrund vil de også hellere støtte firmaer, ellers serier af produktioner, frem for enkelte projekter. For hvis de støtter en serie, eller et helt firma – jamen så er der plads til at slå en skævert en gang imellem. Det kan ellers være svært at opretholde retten til at lave fejl, når man i teorien bruger "skatteydernes penge".
Mass Effect 2 er skabt af BioWare, som har deres hovedsæde I Canada.
Det er også en vigtig faktor, at det at modtage støtte ikke nødvendigvis forpligter til at man også skal sætte idé'en i produktion. At finde ud af, at en idé ikke holder og skrotte den igen, er et medfødt forhold i al kreativt arbejde.
Som Thorne-Stone udtrykker det: "There is no expectation on our part that everything will go into production”
Igen står dette i modsætning til den danske model, hvor det er det enkelte projekt der støttes. Den nuværende danske model er mere modelleret over kunst- eller filmprojekter, hvor det enkelte projekt står som en enkeltstående begivenhed, med et team bag der vinker farvel, når projektet er løbet i mål.
