Deathspank

Djævlemøg og kulørt undertøj.

Selvironi er et sjældent fænomen indenfor spilbranchen. Alt imens vi bruger timer på at bekæmpe ondsindede monstre - det ene mere grotesk end det andet - og finder bunkevis af nye våben, som øger vores kamppotentiale, sker det sjældent i visheden om, at vores foretagende i virkeligheden er dybt absurd. Diablo lærte os at elske den simple fornøjelse, det er at gennemsøge mørke huler i jagten på endnu mægtigere økser og magier, men det var i en dunkel og for det meste seriøs kontekst, fyldt med episke øjeblikke spundet ind i en historie om djævlens had til menneskeheden.

I Monkey Island-skaberen Ron Gilberts Diablo-inspirerede DeathSpank får ordet 'episk' dog en helt anden betydning. Her er enhjørninge-lort et vigtigt medikament og kulørt undertøj en indikation af dine evner som kriger. Her agerer landets indbyggere, som der står skrevet i deres quest log, og kister med funklende genstande står behændigt placeret på enhver mark – klar til at blive åbnet af forbipasserende eventyrere på udkig efter en ancient-cleaver-of-impending-doom.

Nok har DeathSpank strukturelt meget tilfælles med Blizzards klassiker, men det er det konstante glimt i øjet, der former Gilberts outrerede loot-spil. Vi følger hovedpersonen DeathSpank – en aspirerende helt, der godt er klar over, at han ikke egner sig til jobbet, men alligevel gør et heroisk forsøg på at bekæmpe den yderst feminine vampyrgreve Lord Von Prong, som holder landets indbyggere fanget i et fast jerngreb. Nogen skal jo gøre forsøget, og hæder og ære – to begreber som DeathSpank sætter meget højt – venter den, der fuldfører opgaven, så hvorfor ikke?

1

DeathSpank formår at vende enhver situation til en heroisk bedrift. Her er vor helt på flugt fra levende småkager.

Ron Gilbert viste allerede tilbage i halvfemserne sit talent for at skrive underholdende og skarp dialog, en præstation som han gentager i DeathSpank. Men hvor han i Monkey Island-spillene trak på en bred vifte af referencer og satiriske indslag fra populærkulturen generelt, baserer DeathSpank primært sin humor på spilmediet og specifikt konventionerne fra den Diablo-pionerede loot-genre. Det gør dog ikke oplevelsen mindre underholdende, men det kræver, at man tidligere for alvor har stiftet bekendtskab med genren for at kunne grine med.

Uanset om humoren fanger eller ej, er DeathSpank er veludført loot-spil. Tempoet er konstant højt, og der går ikke mange øjeblikke før en ny kiste eller missiongiver belønner DeathSpank med stadigt bedre udstyr. Kampsystemet er af en mere manuel karakter end eksempelvis Diablo, idet DeathSpank selv skal gøre en indsats for henholdsvis at ramme fjender og blokere nærgående angreb. Det gør kampene teknisk betonede, dog ikke mere end at stort set samme strategi kan anvendes mod samtlige monstre – bloker, slå, bloker, slå og så videre. Hertil savner man den variation i monsterdesignet, som eksempelvis kendetegner Diablo, der betyder, at spilleren bliver nødt til at veksle mellem forskellige strategier.

I det hele taget emmer spillet af en lettere tilgang til genren. Som spiller har man ingen større indflydelse på DeathSpanks udvikling, når han stiger et niveau, og spillet kan sågar sættes til automatisk at væbne en med det bedste udstyr, man har fundet. Landkortet viser behændigt, hvor aktuelle missioner kan erhverves og fuldføres. Det er en fin feature for nybegynderen, men garvede spillere vil givetvis savne de detaljerede muligheder for at maksimere DeathSpanks potentiale.

Dertil kommer, at spillet mangler et reelt slutspil. Når Van Prong er besejret, er der intet at tage sig til, og da det bedste udstyr først kan erhverves efterfølgende, føles det en smule tamt. Det havde været på sin plads eksempelvis at kunne starte sit spil forfra på en højere sværhedsgrad eller ved inkluderingen af en række større bosser, der kun kan besejres efter nøje forberedelse. Resultatet ville have givet erfarne spillere en større udfordring og nykommere blod på tanden til mere.

2

Storm, Earth and Fire, heed my call! DeathSpank trækker på et arsenal af dødbringende våben.

Audiovisuelt er DeathSpank en charmør. Kulørte pastelfarver præger det globus-formede landskab – et perspektiv som Gilbert henter direkte fra Nintendos Animal Crossing-serie – og hver region byder på en ny, men altid magisk stemning. Trods spillets fremtrædende selvironi tegner DeathSpank et herligt, obskurt eventyrlandskab, med alt hvad dertil hører af djævle, flyvende grise og unaturligt store tohånds-sværd. Soundtracket er let til bens, omend man savner større variation, da der kun veksles blandt tre-fire melodier på tværs af det godt 12 timer lange eventyr.

Trods sit begrænsede omfang forbløffer, forundrer og fornøjer DeathSpank hele vejen igennem. Båret af Ron Gilberts syrede humor sikrer det sin plads på et ellers tæt pakket marked for loot-spil, der stadig vinder grund i den globale spilindustri. I omfang er der nok langt til et Diablo, Titan Quest eller Sacred, men sommetider smager light bare bedre, og det specielt når der står DeathSpank på etiketten.

7 / 10

Læs om vores karaktersystem Deathspank Mark Elsberg Djævlemøg og kulørt undertøj. 2010-08-15T20:40:00+02:00 7 10

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!