Puzzle Quest 2 Anmeldelse

Det oprindelige Puzzle Quest var en ret stor success. At koble et simpelt casual-gameplay sammen med et strategisk magi-system, en overordnet historie og udstyr og artefacts hævede spillet et niveau over de andre casual-spil, uden at det blev for kompliceret eller krævende. Og succeser får jo ikke lov til at hvile i fred – det er de alt for meget værd til. Så nu har Namco Bandai smidt efterfølgeren ud på DS-platformen. Og der er både masser af gamle ting der er bevaret, og masser af nye ting der er kommet med.

Det helt basale Bejeweled-lignende gameplay der udgør selve spillets kerne, har man klogt nok ikke pillet så meget ved. Det er stadig et spørgsmål om at lege 3, 4 og 5 på stribe, for at indsamle mana til at kaste formularer og bruge våben, så man kan få modstanderen fejet af banen med ildkugler, dødningehoveder og øksehug. Og det fungerer stadig rigtig godt. Det er en basal barnagtig tilfredsstillelse man får, når man udløser en veritabel kædereaktion hvor juvelerne forsvinder i lange rækker af opmuntrende pling- og planglyde.

Derudover fungerer det taktiske overliggende lag også rigtig godt, fordi man tvinges til at beslutte sig for, hvilke typer magi, og dermed mana, man vil satse på. Og med en lang rækker forskellige formularer til rådighed, er man nødt til at sammensætte et godt mix, der både gør brug af flere mana-typer, og samtidigt understøtter hinanden, så man har magi til både forsvar og angreb. Så på det område kan jeg kun give thumbs up til Puzzle Quests anden inkarnation.

Det hvor det til gengæld begynder at halte, er i alt det der foregår udenom det centrale juvel-gameplay. For det første har man lagt at droppe oversigtskortet, sådan at man nu i stedet for manøvrerer sin figur rundt i et indskrænket isometrisk univers. Det betyder at man nu skal til at vade igennem adskillige skærmbilleder, hver gang man skal videre til den næste kamp. Man har forsøgt at afhjælpe det med et warp-system, men jeg kunne aldrig få det til at fungere ordentligt. Det betød, at hver kan jeg skulle tilbage til byen for at sælge rovet, skulle jeg slæbe mig igennem 20 skærmbilleder hver vej – dødssygt. Det virker som en mærkelig beslutning, for det bliver ikke rigtig brugt til noget gameplaymæssigt for alvor. Det er der bare, det irriterer og det er dårligere end originalen.

Det helt basale Bjeweled-inspirerede gameplay er intakt. Og det er det, der er spillets største aktiv

Derudover er loot-systemet ret omfattende, og det går lidt imod spillets casual-ophav at man skal bruge masser af tid på at gennemtrawle lister med udstyr, for at finde det sværd der er liiige lidt bedre end det gamle. Ved siden af det er der også et opgraderingssystem, der kræver at man også samler råstoffer og penge ved siden af. Så det er nogen lange inventory-menuer man skal vænne sig til.

Noget andet nyt er en række af små mini-games der skal peppe det hele lidt op. Variationer af tre-på-stribe, som man nu skal bruge til at dirke døre op, demontere fælder og låse op for ny magi. Men på nær oplåsningen af magi, er de ret ligegyldige, fordi der ikke er nogen aktiv modstander, og man kan bare prøve igen hvis man misser. Lidt for kabale-agtigt, hvis man spørger mig.

Og en sidste anke er, at det simpelthen er for let. Efter at have tabt måske 2-3 kampe i starten, har jeg ikke tabt en eneste af mine efterfølgende måske 100 kampe. Jeg samler loot, stiger i level, finder udstyr, vandrer omkring, men jeg bliver aldrig for alvor udfordret. Og det er i virkeligheden nok det største problem. Det ender som grind, uden et egentligt mål.

Overgangen til et isometisk univers er ikke nogen succes. Det er faktisk pisse irriterende.

Som sagt er det helt basale 3-på-stribe gameplay intakt og sjovt. Og det er stadigvæk et stærkt narkotikum der er svært at lægge fra sig. Men det er et urent stof vi har at gøre med her – dårlig junk. Man føler sig draget til at spille videre, bare liige til den næste kamp. Men når man lægger spillet fra sig, har det ikke været nogen specielt stor oplevelse.

Det virker lidt som om at man har følt sig tvunget til at proppe en masse nye ting ind i 2'eren, uden egentligt at tænke over, om det virker bedre end i originalen. Ændringer for ændringernes skyld. Resultater bliver, at jeg samlet set synes at Puzzle Quest 2 er et dårligere spil end originalen. Det er i sidste ende et middelmådigt trip.