Hvorvidt du anser BioShock Infinite for at være en sand opfølger til BioShock, afhænger højst sandsynligt af din definition af ordet opfølger. Vi har allerede oplevet én numerisk og kronologisk efterfølger i Raptures druknede ruiner, der gav genlyd af undersøisk gys og ikonisk art deco-interiør.
BioShock Infinite skyder os i stedet baglæns - og opad - til en meget anderledes verden. Året er 1912 og vi befinder os i Columbia, endnu en fejlslået utopi. Men denne by flyver højt i skyerne: Øer af hvidkalkede mursten og mørtel holdes oppe af luftskibe og gigantiske propeller, de er beklædt med træer, forbundet af et virvar af linjer og badet i lyst og varmt sollys. Her sker tingene tilsyneladende hurtigere, de er mere spektakulære, mere iøjnefaldende og fantastiske - og mere personlige.
Vi befinder os ikke i nøjagtig det samme univers som BioShock. Det føles anderledes, og ser anderledes ud - men er samtidig alligevel mærkeligt bekendt. Columbia er i vid udstrækning lagt øde og falder sammen omkring én. Kun enkelte, uforudsigelige mennesker med mærkelige kræfter er stadig tilbage. Bybilledet præges af falmede plakater som er tilpasset i periodens stil, og som påberåber tabte idealer og brands, der aldrig har eksisteret. Soundtracket er bestemt af en nåls skratten over acetat. Der hersker en følelse af at skulle udforske en verden, som man næsten genkender, men samtidig føles helt ny for én – nøjagtig den samme følelse som definerede BioShock, men som ikke fandtes i BioShock 2 på helt samme måde.
Denne følelse vil i manges øjne gøre Infinite til den sande efterfølger til BioShock. Det, og det faktum, at det er Irrational Games og dets grundlægger Ken Levine, der står bag spillet.
Levine står på scenen i Plaza Hotels elegante festsal i New York. Bygget i 1907 og oplyst af lysekroner er salen et imponerende stykke falsk kulisse, der helt og holdent indkapsler den dristige ånd fra 1900-tallets Amerika, som han omtaler. (Senere falder sorte gardiner til jorden omkring os for at afsløre et 360-graders panorama af Columbia på væggene, og lader os dermed svæve i Infinites nye himmelverden. Ja okay, næsten alle gardinerne sænkes - nogle hænger stædigt fast i et minuts tid, mens de udsender kværnende, mekaniske hosteanfald. Det ødelægger Levines store øjeblik en smule, men tilføjer et strejf af den knækkede hybris, der trods alt er underligt kendetegnende for BioShock.)
BioShock Infinite - Trailer
Efter at have vist os den første trailer, forklarer Levine, at Columbia blev bygget ved århundredeskiftet, ikke i al hemmelighed som Rapture, men som en offentlig demonstration af den økonomiske og teknologiske magt der tilhørte nationen Amerika, der på blot et par årtier var gået fra døde landdistrikter til et industrielt kraftcenter: "1900-tallets Apollo-projekt," som Levine udtrykker det. Mens Columbia på ydersiden ligner en fredelig metropol baseret på neoklassisk arkitektur fra Irrationals hjemby Boston, viser den sig at være en sand Dødsstjerne bevæbnet til tænderne. Columbia involveres i en katastrofal og voldelig international hændelse og forsvinder herefter pludselig fra landkortet.
I et brud med BioShock-tradition er spilleren ikke længere en navnløs figur, men spiller i stedet en markant rolle i Infinites historie: Du spiller en tidligere Pinkterton-agent ved navn Booker DeWitt. En mystisk skikkelse, der kender til Columbias fysiske placering, beskæftiger DeWitt til at finde og redde Elizabeth, en kvinde med obskure og voldsomme kræfter, som holdes indespærret i byen. DeWitt finder hende uden problemer, men Elizabeth er involveret i en konflikt, der er ved at flå Columbia fra hinanden, og sammen må de kombinere deres evner for at undslippe byen, som alt imens smuldrer væk under deres fødder. (Elizabeth er kun en AI-følgesvend - du kan ikke kontrollere hende i co-op mode.)
