Sam & Max: The Devil's Playhouse - Beyond the Alley of the Dolls Anmeldelse

Så er vi ved at nå til vejs ende i den bombastiske tredje sæson af Sam & Max krøniken. Denne næstsidste episode, "Beyond the Alley of the Dolls", markerer det egentlige midtpunkt i den overordnede ramme i The Devil's Playhouse. De første to episoder fungerede som introduktioner både til universet og til det reviderede gameplay, og da alle grundelementerne var faldet på plads, udlignede processen sig til noget mere velkendt og overskueligt.

Men sidste måneds episode, "They Stole Max's Brain", var en noget overfladisk omgang, mere fokuseret på humor og stemning frem for en regulær videreudvikling af de indbyggede systemer. Selv om den tredje iteration af Sam & Max's opstemte bedrifter på mange måder har overgået sig selv kvalitativt, mangler udvikleren Telltale stadig at cementere en finere balance mellem det ellers effektive humoristiske grundlag og et mere inspireret brug af velprøvede gameplay-teknikker fra adventuregenren.

Som altid begynder episoden hvor den sidste endte. Gaderne er blevet overvældet af halvnøgne Sam-kloner (eller Samulacra), og vores helte bliver nødt til at befæste sig og nå til bunds i mysteriet. En af de mest succesfulde metoder, hvorpå The Devil's Playhouse har adskilt sig fra sine forgængere, har været et opfindsomt brug af et særpræget motiv i hver episode. Sæsonen begyndte for eksempel med en hyldest til 50'er science fiction, hvorimod den anden episode skiftede retning imod klassiske mordmysterier og gamle eventyrserier. Aldrig helt regelret, da mangfoldige referencer til moderne kultur og andre genrer er hyppige, men nok til, at hver episode har etableret dens egen, mindeværdige identitet.

Sådan er det desværre ikke i størstedelen af "Beyond The Alley of the Dolls". I begyndelsen, hvor Sam & Max flygter fra de endeløse kloner, kan man se antydninger af klichéer fra zombiegenren, men det varer ikke længe før tonen skifter over i helt andre baner. Episode 4 er som helhed et sammensurium af idéer og temaer fra alle forrige episoder, hvilket medfører, at dette kapitel aldrig helt fastlåser sin egen identitet - i hvert fald ikke før slutningen, hvor en komplet sindsforvirret cliffhanger helt klart markerer episodens højdepunkt.

Det mest effektive brug af tykt filmgryn i hele sæsonen. Kunne næsten passere som brasiliansk indie-horror.

Hvorimod sidste episode, "They Stole Max's Brain", kunne prale med en høj variation mellem de forskellige områder, figurer og situationer på bekostning af dybde i gameplayet, er "Beyond the Alley of the Dolls" gået i den stik modsatte retning. Der er en langt større fokus på brug af inventar-objekter (noget, der ganske vist har været mangel på i hele sæsonen), de forskellige gåder er konstrueret i flere lag (og kræver derfor en større indblanding fra spillerens side) og man får, for første gang, lov til at anvende alle Max's psykiske evner i løbet af episoden.

Men alt dette er beklageligvis opnået på bekostning af kongruens og et mindeværdigt "hook". Omgivelserne er forholdsvis begrænsede, og ens interaktioner med omverdenen er ikke ligeså unikke som man er vant til fra Telltale. Alt er dog ikke gået helt fortabt; Max har som sagt adgang til alle sine psykiske kræfter i "Beyond the Alley of the Dolls", og det kræver en helt anden tankegang at begå sig i spilverdenen - pludselig er ens muligheder vokset eksponentielt, og der er flere instanser, hvor man bliver nødt til at tænke udenfor de typiske rammer, ind i mere abstrakte baner. Løsningerne er ikke altid helt logiske, men heller ikke uretfærdige, og det resulterer i en generelt højere sværhedsgrad, hvilket kan være både en god og en dårlig ting. For mit vedkommende er det et anstændigt forsøg; Telltales katalog formår sjældent at overbelaste ens hjerneceller, men der var flere steder i episode 4, hvor jeg reelt blev slået ud. Nok ikke en trend, jeg ville værdsætte i hver eneste episode, men hvis Telltale ønsker at udvide deres designambitioner, har jeg ikke i sinde at uddele en reprimande.

Jeg tror, der bliver brugt flere skydevåben i denne episode, end i hele serien tilsammen. Ak ja, alting skal handle om action nu om stunder.

Det illustrerer dog et igangværende problem med det episodiske skema. Det er fint, at Telltale prøver at svare direkte mod kritik af forrige episoder, men løsningen er heller ikke at overkompensere for tidligere mangler. Det resulterer i en noget rodet affære, der på trods af gennemgående solidt design, ikke formår at udstille sig selv som noget specielt.

For "Beyond the Alley of the Dolls" er stadig et godt spil. Det er svært ikke at lyde for negativ, men min kritik skal ikke ses som en fordømmelse - problemet ligger i manglen på en konsekvent tone og konvergens mellem de forskellige komponenter, og ikke i en tydelig mangel på kvalitet i designet eller dialogen. Episode 4 er et typisk mellemkapitel; der er ingen ufinheder i byggestenene, men når de samles, er resultatet ikke så blændende, som det burde være.

Alligevel lægger konklusionen op til et brag af en finale i femte og sidste episode, "The City That Dares Not Sleep", der udkommer senere i august.